Toprytter skifter til Nordentoft Equestrian

Søren Wind skifter efter 5 gode år hos Helgstrand Dressage til Nordentoft Equestrian. Oprustningen skal være med til at indfri ambitionen om deltagelse ved nogle af de største internationale stævner.

Ambitionen om at skabe et moderne udviklings- og salgscenter af heste til det internationale marked fører nu til, at Nordentoft Equestrian henter ét af dansk ridesports topnavne. Søren Wind skal være med til at realisere drømmen om at ride med på internationalt topplan og skabe heste på absolut højeste niveau.

”Vi er enormt glade for at kunne byde Søren velkommen i vores team. Søren er uden tvivl et af de mere bemærkede navne i dansk ridesport igennem de seneste år. Han besidder desuden den helt særlige evne, at han kompetencemæssigt spænder utrolig bredt. Han har både ekstrem høj ride-faglighed, unikke evner til at lære fra sig, og så har han en solid forretningsmæssig forståelse. Og vigtigst af alt, så er Søren en dygtig fokuseret holdspiller, der både formår at inspirere et team – men samtidig også lytter og lærer fra andre. Det er nøjagtigt den type ryttere – og mennesker – vi har behov for at tilføre vores organisation”, siger en synlig glad og stolt Henrik Amby.

Søren Wind er uddannet berider. Han færdiggjorde de sidste 2 år af sin berideruddannelse på Helgstrand Dressage under berider Thomas Sigtenbjerggaard. Da Søren i 2017 var færdiguddannet berider med speciale i både spring og dressur, takkede han ja til at fortsætte sin hverdag på Helgstrand Dressage. Nu, tre år efter, er tiden inde til at prøve noget nyt, og derfor ser han nu frem til at starte hos Nordentoft.

”Jeg har indtil videre haft en rigtig god karriere, og er både ydmyg og taknemmelig overfor den viden og erfaring, jeg har opbygget igennem min tid hos Helgstrand. Men jeg er også 100% parat til at prøve et nyt projekt og teste mine evner og ambitioner af på en anden scene. Og hele filosofien bag Nordentoft Equestrian flugter bare præcist med den måde, jeg gerne vil arbejde på. Jeg elsker at være med til at udvikle og forløse potentiale, og det driver mig rigtig meget i arbejdet, at vi prioriterer gennemsigtighed, samarbejde og åbenhed hele vejen i kundedialogen”, udtaler Søren Wind.

At vi taler om et absolut topnavn i dansk ridning, understreger Sørens imponerende CV. Søren har sprunget både nationalt og internationalt – til og med 150 cm Grand Prix. Han har deltaget ved Verdensmesterskabet for ungheste. Og derudover har han utallige sejre og placeringer ved Springchampionater.

De seneste år har han dog fokuseret mest på dressuren. Her har han bl.a. vundet sølv og bronze til Danmarksmesterskaberne i U25 i 2018 og 2019. Han har vundet guld for hold og individuel sølv ved de Nordiske Mesterskaber i 2019 samt bronze ved Europamesterskaberne for hold i 2019. Han har utallige sejre og placeringer til Championat og egnethedstest.

Igennem årene har Søren desuden stået for uddannelse og fremvisning af flere af Helgstrand Dressages unghingste.

Hos Nordentoft Equestrian bliver Søren en del af ledergruppen, der i forvejen består af CAO Louise Christensen, COO Mads Rom og CEO Henrik Amby.

”Sørens rolle bliver at være med til at videreudvikle vores generelle ride-faglige niveau. Og så bliver han helt central i vores arbejde med at afsøge markedet for talent – og ikke mindst – at sætte den rigtige udvikling i gang for de heste, vi tager ind i ridning. Det er vildt motiverende at få ham med i teamet”, udtaler Louise Christensen.

”Jeg kender Søren rigtig godt fra tidligere samarbejde. Han er et talent og en person ud over det sædvanlige og nøjagtig den brik, vi har behov for lige nu. Kort og godt er han vel bare det perfekte match for os lige nu”, siger Mads Rom med et stort smil.

Søren Wind starter 1. juli hos Nordentoft Equestrian.

For yderligere informationer:
Kontakt Jakob Gaardsted Petersen på 4044 7622. Du kan også sende en mail på jg@nordentoft-eq.com.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret på nye heste, konkurrenceresultater og andre nyheder fra Nordentoft.

Ved at udfylde formularen giver du Nordentoft tilladelse til at behandle dine data. Vi lover at behandle dem med respekt. Samtykke kan tilbagekaldes når som helst. Læs vores cookiepolitik her.